Hovedet på bloggen – 8

Hvad laver vi egentlig på Musikmuseet, når udstillingen er lukket?

Udstillingen er taget ned, registreret, fotograferet og pakket ned – to af museets tre huse er tømt – alt sammen i første halvår 2011 – så: HVAD LAVER VI EGENTLIG PÅ MUSIKMUSEET NU???

Spørgsmålet kan lyde meget relevant, og vi møder det også tit, både blandt kolleger og privat, så lad os prøve at finde ud af, hvad der sker (og om der overhovedet sker noget!!!!!).

 

Vibeke Hørsted Jensen, sekretær:

Efter lukningen af udstillingerne i december 2010 har mine arbejdsopgaver ændret sig væsentligt: I første halvår af 2011 deltog jeg i lighed med museets øvrige medarbejdere i opmåling og registrering af alle de nedtagne genstande samtidig med, at det mest nødvendige sekretærarbejde skulle passes.

Efter flytning fra mit tidligere forkontor til delt kontor i den gamle præstegård går – sideløbende med de almindelige sekretæropgaver – en hel del af min arbejdstid nu med referattagning og –skrivning ved møder i forbindelse med flytning, ombygning og planlægning af den nye udstilling, da jeg er sekretær for styregruppen, projektledergruppen og udstillings-opbygningsgruppen – samt for den overordnede byggestyregruppe. Samtidig er jeg projektleder for markedsføringen i forbindelse med lukningen og overgangsperioden, hvilket bl.a. omfatter pressemeddelelser, annoncering, fremstilling af banner til stillads ved byggepladsen og meget andet.

En anden spændende – og tidskrævende – opgave er arbejdet med Nationalmuseets nye hjemmeside, hvor jeg er lokalredaktør på Musikmuseets del af sitet. Rigtig mange timer er brugt, i første omgang på relevante og nødvendige kurser, siden – og ikke mindst – på arbejdet med at få sat de nye sider op i et indbydende layout samt få lavet de tilsvarende sider på engelsk. I takt med planlægningen af og tekstskrivningen til – og til sin tid med åbningen af – den nye udstilling vil der løbende blive tilføjet nye sider til den historiske del af hjemmesiden – ”a never ending story”.

Efterlad en kommentar




Arkiv

Kategorier