Hovedet på bloggen – 6

Hvad laver vi egentlig på Musikmuseet, når udstillingen er lukket?
Udstillingen er taget ned, registreret, fotograferet og pakket ned – to af museets tre huse er tømt – alt sammen i første halvår 2011 – så: HVAD LAVER VI EGENTLIG PÅ MUSIKMUSEET NU???
Spørgsmålet kan lyde meget relevant, og vi møder det også tit, både blandt kolleger og privat, så lad os prøve at finde ud af, hvad der sker (og om der overhovedet sker noget!!!!!).
Marie Ingerslev, fastansat receptionist og kustode:
Så længe udstillingen er lukket, er der ikke behov for hverken kustoder eller receptionist. I stedet var jeg i foråret 2011 en del af de to pakke- og foto-teams, som efter lukning af udstillingen stod for registering, fotografering og nedpakning af alle de udstillede genstande.
Siden sommeren 2011 har min arbejdstid være fordelt på to dage om ugen, hvor jeg på biblioteket sorterer og registrerer indkomne arkiver, som der hidtil ikke har været tid til at få registreret. Jeg har bl.a. beskæftiget mig med Benna Moes arkiv, med Danske Folkekors arkiv og med arkivet fra de Samlede Kjøbenhavnske Sangforeninger af 1859! Det er et omfattende og spændende arbejde, og der dukker mange sjove og overraskende ting op – bl.a. stødte jeg uventet på et billede af min farfar, som vi ikke havde i familien!
Siden nytår har jeg hver tirsdag med museets inspektør, Ture Bergstrøm, arbejdet i vort magasin, hvor vi er i gang med opmåling, fotografering og registrering af et meget omfangsrigt instrumentbyggerværksted – inkl. 36 skønne klarinetter – plus en stor mængde fragmenter og værktøjer – en samling, som museet erhvervede i 2007, men som der først nu er tid til at få gennemregistreret.
Jeg finder det lærerigt og sjovt at blive sat til at fotografere og i det hele taget at stå med alle disse gamle instrumenter, som man normalt ikke får lov til at røre! For nylig fotograferede jeg f.eks. komponisten C.F.E. Hornemanns briller. Og magasinet emmer af fred og af interessante, skønne, gamle instrumenter. Ture, som selv bl.a. er instrumentbygger, viser mig også ofte, hvordan instrumenterne er blevet fremstillet.

0 Kommentarer til “Hovedet på bloggen – 6 ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar




Arkiv

Kategorier