H. C. Lumbye og Nytårskoncert 2012 fra Wien

I 200-året for H. C. Lumbyes fødsel spillede Wiener Philharmonikerne ved Nytårskoncerten 2010 Champagnegaloppen. Orkestret – og det udenlandske publikum – har nu endelig fået ørerne op for Nordens valsekonge!

Wiener Philharmonikerne spiller ved Nytårskoncerten 2012 H. C. Lumbyes Københavns Jernbane Damp Galop. Musikmuseet ejer den originale nodeautograf til galoppen, som Lumbye selv kaldte for: Copenhagener Eisenbahn Dampf Galopp. På partituret har han skrevet: ” par H. C. Lumbye c. 18. Juni 1847”.

Københavns Jernbane Damp Galop

Fut-fut-fut nu kører toget....

Wiener Philharmonikerne rettede for et par måneder siden henvendelse til Musikmuseet, fordi man ønskede at spille galoppen ved Nytårskoncerten 2012. Imidlertid havde orkestret nogle problemer i det trykte partitur. Nodearkivaren bad derfor Musikmuseet om en kopi af det håndskrevne orkesterpartitur i håbet om, at man på den måde kunne løse problemet med dele af instrumentationen, blandt andet nogle detaljer i strygerne. Det lykkedes, og Lumbyes galop kom på programmet.

Lumbye komponerede den meget beskrivende galop i anledning af indvielsen af jernbanestrækningen København-Roskilde, som blev åbnet den 24. juni 1847. Jernbanedampgaloppen kræver en del specielle lydeffekter: ”Togmaskinen” – en kasse med fjedre og jernstang – illuderer dampudslip, medens signalfløjten er mere almidelig og let tilgængelig!  

Wienerne hæger om deres tradition for forlystelsessteder med tilhørende dansemusik. Joseph Lanners (1801-1843) valse og andre danse med afsæt i det ungarske er forløbere for den strausske valsetype. Johann Strauss den ældre (1804-1849) og Johann Strauss den yngre (1825-1899) blev veritable valsekonger, hvis dansemusik var tidens hits. H. C. Lumbye overværede i 1839 en koncert i København med et østrigsk orkester, der spillede de populære dansemelodier, og den ambitiøse trompeter ønskede nu selv at traktere københavnerne med underholdningsmusik. Ved Lumbyes første koncert i 1840 spillede han med eget orkester musik af blandt andre Lanner og Strauss foruden sin egen Danmarks Vals – The rest is history!

H. C. Lumbye

Nordens valsekonge

På Musikmuseet findes flere originale partiturer fra H. C. Lumbyes hånd: Nordiske Fostbrødre Galop [udateret partitur], Quadrille [udateret partitur], En Flyttedag i Kjøbenhavn [H. C. Lumbye comp. 20. Marts 1844], En Tour paa Dyrehavsbakken Galop [par H. C. Lumbye 23. Juli 1845], Sangene til Den Deiligste Kvinde [af H. C. Lumbye, November 1861] samt Repetitions-Partier til forskellige gamle Pantomimer fra 1842-1844. Blandt flere originale Lumbye-effekter i Musikmuseets samlinger kan vi fremhæve hans trompeterbrev  fra 1825, på én gang eksamensbevis og ansættelsesbrev, og Lumbyes koncert-cither brugt i fantasien Drømmebilleder.     

Nytårskoncerten 2012 fra Wien bliver dirigeret af Mariss Janssons. Læs mere om Wiener Philharmonikerne på orkestrets hjemmeside: http://www.wienerphilharmoniker.at/

0 Kommentarer til “H. C. Lumbye og Nytårskoncert 2012 fra Wien ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar




Arkiv

Kategorier